Vor ferie starter med at en computer i England bryder sammen og alle os almindelige passagerer bliver gennet ind i en terminal. Desværre kan vores blitz ikke oplyse alle 500 meter terminal, men et slag på tasken siger, at der var 5-6.000 strandede mennesker.

Klokken ca. 24 gik de trætte British Airways folk hjem for at sove så de kunne være friske til at betjene os næste dag! 

Det annoncerede de gudhjælpemig i højtalerne.

Vi havde på et tidspunkt et større antal
bagagevogne, som vi dog overlod til andre trængende efterhånden som deres fly blev aflyst.

Man begynder at overveje at gå til yoga eller noget lignende når man kommer hjem igen. At bo 24 timer på sådan en vogn er ikke noget for et almindeligt midaldrende skelet.

Man kommer tæt på hinanden i sådan en kø. Man bliver på mange måder en stor familie med fælles problemstillinger.

Hjælpsomheden er generelt stor, man udveksler informationer, drikkevarer og gode råd. Men den går også hånd i hånd med en kynisk egoisme hos andre strandede, hvis eneste mål er at få bragt sig selv videre, 

De yngste bliver hurtigst trætte og får de første sovepladser.

Efterhånden som roen falder over terminalen finder også de voksne en gulvplads og til sidst er det ret  svært at bevæge sig rundt.

Som Roskilde borger får man associationer til en større festival. Dog er musikken i Heathrow under al kritik og i Roskilde bliver man heller ikke med 10 minutters mellemrum bedt om at forlade festivalpladsen.